
I2p lancerer netværksmøder for Praksisfællesskabet 2015 – tilmeld dig her
Praksisfællesskabet er en fast bestanddel af i2p’s løbende udvikling og arbejde med byggeriets tidlige faser. I foråret inviterer i2p Praksisfællesskabet til tre netværksmøder, og programmet er nu på plads.
Onsdag d. 20. maj, kl. 15.00-18.00
Transformation: Fremtidens bygninger er genbrug
Gamle byggerier skal genanvendes eller transformeres til at imødekomme nye behov. Samtidig skal nye byggerier være multifunktionelle og fleksible, så de kan rumme forskellige typer af brugere og aktiviteter. Det medfører et øget fokus på, hvordan fremtidens byggeprojekter kan have ”forlængede åbningstider” og ikke begrænses til enkeltstående funktioner.
Til netværksmødet vil inspirationsoplæggene holdes af stadsarkitekt, Tina Saaby, Københavns Kommune samt direktør, Esben Danielsen, Lokale og Anlægsfonden. Herefter vil det diskuteres, hvordan nye byggerier kan være multifunktionelle og fleksible, så de kan rumme forskellige typer af brugere og aktiviteter. Formålet er at bidrage med viden til genanvendelsen af eksisterende bygninger samt nye udviklingsmodeller for, hvordan borgere og brugere kan bringes i spil i forhold til at sikre multifunktionelle og attraktive bygninger.
Download invitation her
Onsdag d. 27. maj, kl. 13.00-16.00
Co-creation: Sammen skaber vi den gode proces
Co-creation er en vigtig del af fremtidens byggeprojekter. Bygherrer, rådgivere, entreprenører og andre interessenter skal gentænke udbuds- ledelses- og procesformer, så der bliver mere plads til inddragelse og involvering på tværs.
Til netværksmødet vil inspirationsoplæggene holdes af projektdirektør, Jes Møller, Køge Kyst samt projektleder, Mimi Larsson, Byens Hegn, Metroselskabet. Efterfølgende vil det diskuteres, hvordan byggeriets komplicerede processer og arbejdsgange kan varetages, så der skabes et bedre fundament for samskabelse og dialog.
Download invitation her
Mandag d. 15. juni, kl. 14.00-17.00
Mellemrum: Skab muligheder undervejs i byggeriet
Der bliver i stigende grad givet plads til midlertidig brug af bygninger undervejs i et byggeprojekt samt udlån af gamle bygninger og tomme byggegrunde til alternative aktiviteter, inden de bliver solgt. Disse aktiviteter udgør et øget potentiale i byggeprojekter, men kræver også god planlægning og kommunikation i overdragelsen af både midlertidige og permanente projekter.
Til netværksmødet vil inspirationsoplæggene holdes af iværksætter, Jesper Koefoed-Melson, Givrum.nu samt udviklingsdirektør, Carsten Rasmussen, Freja Ejendomme. Herefter vil det diskuteres, hvordan rummet imellem byggeperioden og det færdige projekt kan faciliteres, så de potentialer og den viden, der fremkommer, kan blive en del af det færdige byggeri.
Download invitation her
Tilmeld dig her
Netværksmøderne bliver afholdt i Bygningskulturens Hus i København, og på hvert af møderne vil der foruden inspirationsoplæg være workshop, ideudvikling samt mulighed for netværk. Hvert møde vil tage udgangspunkt i ét af de ovenstående tre spor, hvorefter der vil diskuteres på tværs gennem både oplæg og workshop.
Det er gratis at deltage i Praksisfællesskabet, og der er åben for tilmelding på tilmelding@bygherreforeningen.dk