Simuleringsmodellen - et regneark, der tegner scenarier

Emneord: Funktionsanalyser Arbejdsgange

 

Metoden handler om, at man gennem et regneark, eller det der også kaldes 'simuleringsmodellen', kan være med til at belyse forholdet mellem funktioner og areal for et kommende byggeri. Samtidig med er det med til at holde styr på, at der ikke planlægges flere m2, end der er råd til. Simuleringsmodellen er bygget op omkring en række skemaer og formler i et Excel-ark. Metodens fordel er, at man gennem modellen har mulighed for at opstille forskellige scenarier alt efter, hvad man taster ind i de ca. 500 felter. Funktioner, arealstandarder og m2 priser er eksempler på informationer, arket skal fodres med for at kunne belyse forskellige scenarier. Metoden forudsætter et godt kendskab til Excel-ark.

Hvad handler simuleringsmodellen om?

De ”nemme” felter
Nogle af modellens felter er relativt simple at udfylde. Der drejer sig bl.a. om standarder for rum og andre arealer, som så bare skal tastes ind.

Nyt Hospital Nordsjælland har haft gode erfaringer med at anvende simuleringsmodellen, og hos dem var der bl.a. standarder for, hvor mange m2 en sengestue skulle fylde (35 m2).

 

De ”svære” felter”
Andre felter er lidt sværere at udfylde. F.eks. findes der mange forskellige måder at tilberede og servere mad på indenfor hospitalsverdenen. De har forskellige ressourcetræk og arealerne kan anvendes forskelligt. På samme måde kan distribution af hospitalstøj og varer gøres med forskellige metoder, der har et forskelligt arealforbrug.

Vælger man et koncept, der fylder mange m2, har det konsekvenser for de andre funktioner osv.

 

Hvad er fordelen ved simuleringsmodellen?

Fordelen ved metoden er, at du har mulighed for at eksperimentere særligt med de"svære felter" - altså dem som ikke er standard bestemt - og derignemme tegne forskellige scenarier.

 

Fakta om hospitalsbyggeri i forhold til simuleringsmodellen

Arealstandarder
Der findes i flere tilfælde standarder for, hvor meget funktioner på de nye hospitaler skal fylde.

Regeringens ekspertpanel har f.eks. fastsat en arealstandard for sengeafsnit på 35 m2/seng. De 35 m2 dækker over ca. 17 m2 til sengestue, ca. 8 m2 til bad og derudover ca. 10 m² til alle birum (kontor,  skyllerum, depot osv.), som er på en sengeafdeling. Der skal ca. 270 m2 birum til at drive en sengeafdeling på ca. 27 senge osv.

 

Brutto/netto faktor
De nye hospitaler skal bygges med en brutto/nettofaktor på 2,0. Brutto/nettofaktoren er forholdet mellem bruttoareal og nettoareal, hvor nettoarealet er summen af alle funktionsrum (fx sengestuer, ambulatorierum, toiletter, depoter mm.). Bruttoarealet indeholder trafikarealer (korridorer, elevatorer, trapper), teknikarealer (VVS, el, IT, skakter) og konstruktionsarealer (ydermure og skillevægge). En brutto/nettofaktor på 2,0 betyder, at hver gang der bruges 1 m2 på funktionsrum, bruges der 1 m2 på trafik-, teknik- og konstruktionsarealer.