Perspektiver på konkurrenceprogrammer

Emneord: Konkurrenceformer Kommunikation Idéudvikling Dialog Innovation

 

 

Bygherrens opgave er ikke at stille al information til rådig­hed, men at tage stilling til hvilken information han skal videregive, og hvilken han skal udelade, for at arkitekter og øvrige rådgivere kan løse opgaven bedst muligt.

 

Teoretisk tager vores artikel sit afsæt i informational economics’ pointering af, at der er grænser for, hvor meget vi som individer kan overskue. Og at der derfor er omkostninger ved at formidle, tilegne og behandle information. Som gennem­gående casePå i2p.dk er præsenteret en række cases, projektforløb, der kan fungere som inspiration og ”udfoldning” af hvordan andre har arbejdet med programmering, interessentinvolvering og projektudvikling i byggeriets indledende faser.  fokuserer artiklen på den kravsstillelse, bygherren udøver over for arkitekter og rådgivende ingeniører ved udformning af et konkurrenceprogram. Vi ser denne case som en specifik udgave af en mere generel problemstilling, der vil gælde hele vejen gennem projekterings- og byggeforløbet: Hvordan bygherre og byggeriets parter samarbejder og indgår aftaler i en verden med ufuldkommen information. Artiklen er en bearbejdning af et udviklingsforløb i regi af Idé til pro­gram (www.I2p.dk), hvor artiklens forfat­tere i samarbejde med bygherrefunktio­nen for to kommende hospitalsbyggerier har forsøgt at indkredse, hvordan konkur­renceprogrammer kan forene hensynet til både kontrol og kreativitet.

 

En informationsstrategi for udformningen af (eksempelvis) et konkurrenceprogram må bero på bygherrens stillingtagen til følgende centrale spørgsmål:

Mængden af information. Er målet at videregive meget eller lidt information?

Formålet med information. Skal infor­mationen være faktuel og lukket for for­tolkning eller associerende og åben for fortolkning?

Hvad vælges. Er formålet med kon­trakten at finde den endelige løsning eller at finde samarbejdspartnerne, der kan lave løsningen?

Modtagerne af information. Får alle deltagere den samme information, eller differentieres den til den enkelte modta­ger?

− Informationsmediet. I hvilken form gives informationen (tekst, tal, billeder, tryk m.m.)?

 

Som arketype kan de nuværende kon­kurrenceprogrammers hovedstruktur karakteriseres som en rapport: Et logisk opdelt tekstbåret (langt) dokument med afsnit, underafsnit, underunderafsnit etc. Den implicitte antagelse synes at være, at det herigennem er muligt at gøre kon­kurrenceholdene opmærksomme på alle relevante forhold.

 

Omkostningerne ved at håndtere information taget i betragtning kan man betvivle, om komplekse byggeprojekter nødvendigvis skal omsættes til kom­plekse konkurrenceprogrammer. Som anført af Bowker og Star (2000, side 25): „If we have too many detailed filters, we lose the efficiency sought from the filter in the first place”. Når al information er til stede, er ingen information til stede.

 

En principiel anden tilgang er at møde den øgede kompleksitet med mindre, men mere retningsgivende information. At finde frem til ’bouillonterningen’ eller essensen. Tanken her er, at der er typer af information, som er afgørende og struktu­rerende, uanset hvilken information der måtte gøre sig gældende på andre områ­der (Casson 2006). I konkurrencepro­grammet som et værdi- og visionsstate­ment er det tanken, at organisationens vision samt værdisæt er grundlaget for al organisatorisk handlen, og at bygherren derfor kan nøjes med at formulere viden om samt evaluere i forhold til denne. Kon­kurrenceprogrammet som faktaark (antal patienter, antal kvm etc.) vil være et mere kvantitativt eksempel herpå.

 

 

 

 

Opgiver vi tanken om fuldstændig infor­mation, melder spørgsmålet sig: Hvis ikke det er muligt for bygherren at styre byg­geriets parter gennem præcis angivelse af aktiviteter og resultater, hvordan skal de så styres?

 

Information kan afgives – og tolkes – som henholdsvis en instruktion, der skal følges nøje, og et forslag, der kan inspirere til videre bearbejdning (Krei­ner 2010). De to måder at tænke informa­tion på – som instruks eller inspiration – hænger for os at se nøje sammen med, hvilken informationsstrategi, og dermed kontraktform, bygherren tilstræber. I den komplette kontrakt er målet, at informa­tion er udtømmende og derfor lukket for fortolkning. Derimod vil den relationelle kontrakt ikke forsøge at diktere handlin­ger og vil derfor være mere optaget af at skabe motivation til, og forudsætninger for, konkurrenceholdenes egen medvir­ken (Milgrom and Roberts 1992). Billed­ligt talt er information her ikke et faktum, der overføres, men et frø, der plantes.

 

En mulighed kunne fx være, at byg­herren i konkurrenceprogrammet lægger sine problemer og dilemmaer åbent frem snarere end at forsøge at udglatte dem. Konkurrenceprogrammet bliver nu et ’problemstatement’, bygherren beder kon­kurrenceholdene om at løse. Tanken her er, at det er svært at bede om løsninger fra rådgiverne, hvis man som bygherre ikke er i stand til at formulere problemet. Endvidere kan formuleringen af en svær opgave i sig selv virke befordrende for selektionen og motivation af konkurren­cehold, med de rette kompetencer.

 

Som nævnt peger en informations­strategi, der accepterer en høj grad af ufuldkommen information, i retning af relationelle kontrakter. Fokus for disse kontrakter er i højere grad at beskrive samarbejdet (relationen) end den løsning, som samarbejdet skal resultere i.

 

Omsat til konkurrenceprogrammer er formålet med en arkitektkonkurrence ikke at finde vinderforslaget, men vin­derholdet, som derpå kan lave det egent-lige forslag. Flere af de i dag anvendte metoder til konkurrenceafholdelse kan ses som forsøg på i højere grad at vælge partner og i mindre grad projekt. Men er det muligt at lave konkurrenceprogram­mer, der mere rendyrket har valget af samarbejdspartner som mål? Det er en overvejelse, der bliver særlig relevant for hospitaler og andre sager kendetegnet ved lange byggetider og hastig udvikling i rammebetingelser, og hvor der derfor er betydelig tilpasning undervejs. Som arketype vil det svare til arkitektkonkur­rencen som kontaktannonce.

 

Forestillingen om fuldstændig infor­mation indebærer, at alle skal have det samme at vide (ellers vil informationen jo ikke være fuldstændig). Men hvis man ikke kan videregive al information, bli­ver det centralt at overveje, hvem der skal vide hvad. En arkitekt, en ingeniør, en regionalpolitiker og en nabo vil læse konkurrencebeskrivelsen med vidt for­skellige forudsætninger – så hvorfor skal de have det samme dokument?

 

Selv om konkurrenceprogrammer kun er et element ud af flere i bygherre­organisationernes kommunikationsind­sats, giver det anledning til at overveje, om programmet som centralt styrings­redskab og fasemarkering i højere grad kunne differentieres. Både ved at byg­herren afgiver forskellig information til forskellige brugere og ved at gøre det lettere for brugerne selv aktivt at gå ind og trække informationer i et omfang og format, der passer til deres individuelle behov. I denne forståelse vil konkurren­ceprogrammet være en informations­platform hvor en samlet fremstilling af opgaven opgives til fordel for en kom­munikationsindsats, hvor budskab og handlemuligheder målrettes de forskel­lige målgrupper.

 

Som nævnt synes konkurrenceprogram­merne i dag overvejende at bestå af tekst, tal og tegninger formidlet i en sammen­hængende struktureret ramme. Spørgs­målet er, om dette er hensigtsmæssigt, hvis målet med programmet i mindre grad er at instruere og i højere grad at inspirere og skabe plads til association. Måske det vil give mening med konkur­renceprogrammer, der i højere grad akti­verede flere sanser og tænkemåder. Når informationspresset vokser, og når det bliver stadig lettere og mere udbredt at bruge digitale og virtuelle medier, hvorfor så have den skrevne rapport som forlæg?

 

Det er oplagt, at konkurrenceprogram­merne i virkelighedens verden kombi­nerer flere af arketyperne. Dette kan ses som en naturlig reaktion på, at forskellige typer opgaver kræver forskellige typer programmer, ligesom karakteren af infor­mation også må forventes at skifte over byggeriets forskellige faser.

 

En programskrivning, der baserer sig på tanken om udvalgt snarere end kom­plet information, vil være mere optaget af at inspirere og mindre af at instruere. Og den vil som led heri tydeliggøre dilem­maer, brugersituationer, organisatoriske og historiske forudsætninger og langsig­tede mål. Den vil være optaget af i før­ste omgang at finde samarbejdsparten og ikke projektet. Og den vil anerkende mangfoldigheden i målgruppernes fag­ligheder og motiver og kommunikere med en tilsvarende mangfoldighed, hvad angår indhold såvel som anvendte medier.

 

En sådan forskydning vil være i tråd med den øgede kompleksitet i både behov og løsninger. Løsningen på et stigende informationspres er ikke mere informa­tion af samme skuffe.